DEN KONGELIGE KLIENT.
af
dr. John H. Watson
oversat af Søren B. Kretzschmer.
Efter vores sag med den Krybende mand i 1903, trak min gode ven Sherlock Holmes sig tilbage som rådgivende privatdetektiv efter 25 år og besluttede, at leve resten af sine dage som biavler i Sussex.
Hermed var vor partnerskab efter 23 år pludselig slut. Jeg huskede tydeligt den dag, hvor Holmes havde pakket alt det han kunne ha med til sin villa i Sussex. Stemningen i Baker Street var ikke den bedste, da Holmes gik ned af trapperne og ud til gaden, hvor en droske, som var fyldt op med kufferter, ventede på ham udenfor 221b.
Det var en kold september-eftermiddag, da vi stod udenfor 221b Baker Street. Inden Holmes steg ind i drosken, vendte han sig om og trykkede min hånd meget fast, og sagde med en meget rørende stemme: "Min kære Watson, De vil altid være den eneste ven som jeg altid kunne stole trofast på, De er en sand ven, som jeg for evigt vil huske, ha det nu godt og lev vel min allerkæreste og dyrebareste ven". Da Holmes kørte ned af Baker Street med kurs mod Victoria Station, stod jeg og kiggede, indtil jeg ikke kunne se Holmes' droske mere og kunne mærke en lille tår falde ned af min venstre kind.
Vores husholderske mrs. Hudson stod og tudbrølede over, at Holmes var kørt. Hun var desuden meget ked af, at jeg også skulle til at flytte fra lejligheden i Baker Street, men jeg havde jo ikke råd til huslejen. Desuden havde jeg fundet en mindre lejlighed i Queen Anne Street, til en husleje som jeg kunne betale for min militærpension, der var den eneste indtægt jeg havde indtil videre.
Jeg var selv meget trist til mode, da jeg havde pakket alle mine ting ned. Jeg sagde farvel og gav mrs. Hudson et stort kram. Desuden gav jeg hende et løfte om, at jeg ville komme og besøge hende, så snart jeg var faldet på plads i Queen Anne Street.
Så snart jeg var flyttet ind i min nye lejlighed, besluttede jeg mig for, at genåbne min lægepraksis, så jeg kunne tjene lidt mere til huslejen. Men nu skulle jeg vænne mig til at være helt alene, da min kone døde for nogle år siden af kræft, og vores søn James har boet hos min kones søsters familie i Hampshire siden min kone døde.
Som årene gik besøgte jeg min kones familie i Hampshire, og mrs. Hudson i Baker Street. Desuden havde jeg min lægepraksis at passe, så havde jeg ikke tid til at besøge Holmes i Sussex. Jeg vidste jo, at han havde travlt med sine bier. Alligevel fik jeg nogle gange afsat tid til, i de få weekenderne jeg havde fri, hvor jeg tog ned og besøgte ham i Sussex. I hverdagene når der var ventetider mellem patienterne, brugte jeg tiden på at gennemgå alle mine mange notesbøger, med alle mine notater om alle de mange sager, vi havde haft i de 22 år vi var partnere, mod forbryderverden i London og rundt omkring i Europa. Men skæbnen spillede åbenbart et puds, da Holmes' og mine veje åbenbart skulle krydses igen på et tidspunkt, og det gjorde den i denne fortælling jeg vil fortælle nu.
Om morgenen den 6. januar 1911, som var en ret kold januardag, var jeg ved at spise morgenmad og åbnede posten, da jeg pludselig så et brev med et dansk frimærke på. Jeg vidste med det samme, at jeg slet ikke havde nogen familie eller slægtninge i Danmark, så jeg skyndte mig at åbne brevet, hvor der stod:
"Kære dr. John Watson, vi har som alle andre lande læst Deres fortællinger, om Deres meget gode ven mr. Sherlock Holmes' meget interessante sager, og ved at De og mr. Holmes altid har været diskrete med jeres klienter i jeres mange sager sammen.
Derfor bønfalder jeg Dem og mr. Holmes om, at komme til København så hurtigt som muligt. Jeg har bestilt værelser til Dem på Hotel D'Angleterre.
Jeg ser frem til møde jer begge to, har læst alle jeres interessante eventyrer fra The Strand Magazine på dansk, og til at modtage jer snart på Københavns Hovedbanegård. Send venligst et ekspressbrev eller et ekspresstelegram til mig om hvornår De og mr. Holmes ankommer til København. Med højagtelse Frits Bülow, Danmarks justitsminister".
Jeg lænede mig tilbage i stolen og tænkte over dette vigtige brev helt fra Danmark. Men jeg vidste med det samme med min erfaring og mit kendskab til min ven, at han ikke ville sige nej til denne sag.
Jeg gik straks igang med at lede efter Holmes' adresse i Sussex, da jeg vidste jeg havde den et sted i dagligstuen, fordi Holmes havde for 4 år siden, altså i 1907, givet sig et livstegn fra sig og sendt mig en tung pakke med en sag han havde opklaret selv i Sussex. Sagen kaldte Holmes for Løvens manke.
Jeg var jo lidt trist over at Holmes ikke havde sendt bud efter mig dengang, men jeg offentliggjorde hans historie i The Strand Magazine.
Efter en lang eftersøgning i mine skuffer, fandt jeg endelig min vens adresse og gik straks igang med at pakke to kufferter. Kort efter satte jeg medomgående kurs mod Sussex. Jeg vidste at Holmes' villa lå på sydskråningen af "The Downs" med fri udsigt over Kanalen, da jeg havde været på et enkelt weekendbesøg hos ham for nogle år siden. Efter en ret lang togrejse fra London ankom jeg til landsbyen Fulworth, hvor Holmes' villa lå nogle få kilometer udenfor landsbyen. Jeg havde kun havde besøgt hans villa nogle få gang i mit liv. Efter jeg var ankommet til Fulworth station med toget, gik jeg de sidste få kilometer til fods, mod hvor min kære vens bolig befandt sig. Jeg var meget spændt på at møde ham igen, da det var nogle år siden sidst vi havde set hinanden.
Jeg gik nedad en meget lang og bugtet sti, som var meget stejl og glat. Den var den eneste vej til Holmes' villa. Vejene her i det landlige Sussex var jo ikke helt som dem hjemme i London. Da jeg endelig nåede frem til Holmes' villa, som var en fin gammel hvid villa i 2 etager, hvor Holmes' husholderske mrs. Jackson bor i stuen og min gamle ven bor på 1. sal, bankede jeg på døren, hvorefter en gammel og ret kraftig gråhåret kvinde i en blåbrun kjole på godt og vel de 60 år åbnede døren.
"Goddag mrs. Jackson, jeg ved ikke om De kan huske mig, jeg var her på besøg hos min ven mr. Sherlock Holmes for nogle år siden."
"Jamen det er jo Dem dr. Watson, selvfølgelig kan jeg godt huske Dem, jeg har jo læst alle Deres spændende historier i Strand Magazine om min lejers sager sammen med Dem" sagde mrs. Jackson meget glad og var ret overrasket over, at jeg kom på besøg.
Jeg var meget beæret over, at Holmes' husholderske havde alle mine fortællinger om min gode vens sager og blev lidt rød i kinderne, hvorefter jeg kyssede hende blidt på venstre hånd.
"Er mr. Holmes hjemme?" spurgte jeg.
"Nej doktor Watson, mr. Holmes er nede ved stranden. Der har han været siden frokost" sagde Holmes' gamle husholderske til mig med en meget venlig tone.
"Tak mrs. Jackson, vil De være venlig, at bære mine kufferter op til mr. Holmes' lejlighed for mig, så vil jeg være Dem dybt taknemlig."
Jeg overrakte mine kufferter til mrs. Jackson, og gik med lange skridt mod stranden.
Jeg kunne tydelig mærke jo tættere jeg kom ned af vejen fra grusvejen og videre ned mod en stejl nedgang til stranden, blev det koldere og koldere, på grund af den hårde havvind der kom fra Kanalen.
Jeg fandt Holmes gående nede ved strandkanten. Pludselig vendte han sig om og kiggede i retningen mod Kanalen. Han gik med sin skotskternede-grågrønne inverness-frakke og sin skotskternede-grågrønne deerstalker-hat, som mine læsere bedst kan huske, at min ven Holmes har på i de illustrationer som tegneren Sidney Paget lavede, for at gøre mine historier i Strand Magazine mere levende.
Så efter tegneren Paget havde tegnet denne frakke og hat, var Holmes næsten tvunget til at gå med, da både Londons, eller Englands befolkning og måske nok hele verdens befolkning regnede med at se min kære ven gå denne frakke og hat.
Denne tøjsmag var mode for os victorianske gentlemænd at gå med i alt slags vejr.
Holmes havde ikke opdaget mig, så jeg besluttede at kalde på ham, selvom Kanalens bølger lavede en frygtlig larm. Så jeg råbte på Holmes med mine lungers fulde kraft. Holmes vendte sig straks om, og havde straks genkendt min stemme, fordi han vinkede til mig, og begyndte at komme løbende hen til mig, hvor vi gav hinanden hånden i et meget fast håndtryk.
"Min kære Watson, det er ret nok længe siden, jeg kan se på Dem at De kommer fra London i et meget vigtig anliggende." Jeg blev med et totalt overrasket over min vens bemærkning og Holmes smilede varmt til mig, som jeg kendte det, når han havde min fulde opmærksomhed.
"Holmes, hvordan i alverden vidste De det?" spurgte jeg ham og jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, fordi Holmes smilte, og slog mig blidt på min højre skulder.
"Elementært min kære Watson" sagde Holmes "De holder godt fast på noget nede i Deres venstre frakkelomme, som viser tegn på De har noget vigtig at vise mig. Desuden plejer De kære Watson, at komme på besøg hos mig på en weekenddag, aldrig på en hverdag og en ting til, De har deres billet fra Victoria station siddende oppe i Deres hattebånd, så derfor er De kommet helt fra London og herned i et vigtigt anliggende."
"Det er utroligt Holmes" sagde jeg til Holmes og begyndte at grine.
"Jamen det er jo elementært Watson" sagde Holmes og begyndte også at grine med.
Selvom jeg havde kendt Holmes gennem 40 lange år, så kunne hans utrolige deduktionsevner stadigvæk blive ved med at overraske mig.
Vi blev enig om at gå tilbage til Holmes' villa og snakke sammen i mere hyggelige og varmere omgivelser.
Da vi var kommet op til Holmes' lejlighed på 1. sal, fik jeg noget af en overraskelse, da selve dagligstuen fuldstændig lignede vores dagligstue hjemme i Baker Street.
"Ja Watson, der blev De godt nok noget overrasket. Jeg kunne bare ikke undvære minderne fra Baker Street, så med økonomisk støtte fra min bror Mycroft, så fik jeg hele min dagligstue bygget om, så den ligner den hjemme i London for godt og vel snart 2 år siden" sagde Holmes, mens han hængte sin hat og frakke op på sin stumtjener. Jeg hængte også min hat og frakke op og satte mig til rette i en blød lænestol ved kaminen.
Lige da jeg havde sat mig til rette og var igang med at tænde min pibe, brød Holmes stilheden i dagligstuen og smilede til mig.
"Jamen Watson, kan De slet ikke genkende den lænestol De sidder i?" Jeg kiggede med det samme på og omkring lænestolen, og til sidst opdagede jeg et mindre brandhul på venstre armlæn. Jeg kunne med det samme genkende den og begyndte smågrine lidt.
"Holmes, det er jo min gamle lænestol hjemme fra Baker Street". Holmes nikkede til mig smilende, og bagefter gik han hen til kaminhyllen oven over kaminen, hvor han tog en af sine gamle piber frem og tændte den, hvorefter han satte sig i sin lænestol overfor mig.
Straks kunne jeg fornemme atmosfæren hjemme i Baker Street, hvor vi sad i hver sin lænestol og hyggede os med ryge lidt på vores piber, da Holmes igen brød tavsheden.
"Nå Watson, hvad var det for et vigtig anliggende De ville vise mig?" jeg tog straks brevet frem fra min jakkes inderlomme og gav det til Holmes, som faldt tilbage i stolen og begyndte at læse brevet.
"Fra selve Danmarks justitsminister, meget interessant. Watson vil De ikke være venlig at hente mit leksion med udlandske personer med bogstavet b?" Jeg rejste mig op, gik hen til reolen, hvor Holmes havde alle sine mange bøger stående, fandt det tunge leksion han skulle bruge og gav Holmes bogen, hvorefter jeg satte mig tilbage i min gamle lænestol.
Holmes gik med det samme igang med at bladre løs i leksikonet efter den person jeg skulle lede efter, men jeg kunne regne ud at det var biografien om den danske justitsminister, som Holmes var på jagt efter.
WATSON LYT LIGE ENGANG MED HER!
HOWARD K. ELCOCKS TEGNING FRA
THE STRAND I JANUAR 1924.
"Watson lyt lige engang med her!" sagde Holmes og begyndte at læse højt "Bülow, Frits, dansk jurist og politiker, født 16. april 1872 i Aalborg i Danmark, cand. jur. fra 1898, højesteretssagfører fra 1903, forsvarer for J. C. Christensen og Sigurd Berg ved Rigsretten i 1910, justitsminister siden 1910."
"Det er sandelig en meget betydningsfuld og fornem herre vi har med at gør Holmes."
"De mener vel vores klient Watson, for dette brev interessere mig meget" og med det samme for Holmes op af lænestolen og gik ind i sit soveværelse.
Jeg rejste mig op og gik ind til ham og så at Holmes var i fuld gang med at pakke tøj ned i en gammel kuffert.
"Watson, De må hellere fortælle mrs. Jackson, at vi to rejser med det samme til København og De må hellere skynde Dem, fordi vi skal helst nå bådtoget til Newhaven, så vi kan nå aftenbåden til Dieppe."
Da jeg skulle til at forlade Holmes' soveværelse og gå ned til mrs. Jackson, greb Holmes fat i min højre arm.
"Watson, husk også at skrive et ekspresstelegram til Bülow, og sig at vi ankommer til København med eftermiddagstog imorgen, og bed mrs. Jackson om at aflevere det på telegramkontoret i Fulworth så hurtigt som muligt". Holmes slap min arm og gik igen igang med at pakke sin kuffert.
Jeg gik straks ind i dagligstuen, satte mig ved Holmes' skrivebord og skyndte mig at skrive telegrammet til Bülow. Bagefter gik jeg ned til mrs. Jackson og fortalte hende om vores rejse til København, og bad hende om at aflevere dette meget vigtige telegram til telegramkontoret i landsbyen.
Da jeg skulle til at gå op ad trapperne til 1. sal, kom Holmes løbende ned af trapperne med sin kuffert i venstre hånd. Han stoppede op lige ved mig og sagde de berømte ord til mig. "Kom så Watson, spillet er igang".
Hermed greb jeg fat i mine 2 kufferter og fulgtes sammen med Holmes.Vi gik i retning ned mod Fulworth for at nå bådtoget til Newhaven her kl. 17:15.
Da vi nåede ned til Fulworth station, var der slet ingen mennesker at se, så jeg havde ingen problemer med at gå ind på stationen og hurtigt købe to førsteklasses togbilletter til Newhaven. Vi satte os udenfor på en bænk og ventede på toget, jeg kiggede på min brors gamle ur, der var godt og vel 20 minutter til toget ville ankomme.
Her i Fulworth var vejret dejligt solrigt og fuglene sang skønt oppe i himlen.
Holmes sad og kiggede lige ud i luften og jeg kunne nemt regne ud at han var i sin selvvanlige tankeverden. Jeg åbnede min ene kuffert og tog en fin pakke frem, hvorefter jeg lagde den på hans knæ og sagde højt: "Hjertelig tillykke med fødselsdagen min kære Holmes". Holmes vendte tilbage til virkeligheden og så min fødselsdagsgave ligge foran ham på sine knæ og sendte mig et stort smil.
"Mange tak Watson, tænk De er den eneste der har husket min fødselsdag", og han begyndte straks at åbne min gave. Det var en meget fin og gammel merskumspibe, Holmes så meget overrasket ud og smilede varmt til mig.
"Tusind tak for din fine gave Watson, tænk at jeg virkelig havde glemt denne pibe hjemme i London". Endnu engang overraskede Holmes mig, fordi jeg havde håbet på at overraske ham med den pibe, for jeg havde givet den til ham som afskedsgave og julegave i december 1871. Det var da jeg traf ham allerførste gang på Brompton drengeskolen i London, hvor vi havde vores første sag ved afsløringen om Holmes' morderiske og frygtelige fægtelærer Joseph Rathe eller Eh Tar som var hans ægypiske navn.
"Ja den pibe bringer minder frem Holmes fra vores første møde, da vi ikke var mere end unge knægte på 17 og 19 år". Jeg kunne straks huske denne meget spændende og ret farlige sag, og hvordan vi kom frem til opklaringen. Men i denne sag dræbte Joseph Rathe desværre Holmes' smukke 15 årige ungdomskæreste Elizabeth Smith. Og jeg vidste at Holmes aldrig nogensinde kom sig over dette tab, for han snakkede aldrig om hende. I denne sag var Rathe' ofre også Holmes' gamle lærermester professor Rupert T. Waxflatter, som var Holmes' kærestes onkel.
Så denne første sag havde valgt jeg den ikke skulle offenliggøres sammen med de 60 andre sager som jeg havde nedskrevet og offenliggjort, da jeg vidste at denne sag var alt for følsom for Holmes, og jeg ville nødig gøre Holmes ked af det med denne sag. Men jeg havde dog nedskrevet denne sag ned i min første notesbog, som jeg købte i Oxford Street, efter jeg gik ud af Brompton i sommeren 1872.
Så derfor lod jeg sagen som jeg gav navnet "En Studie i Rødt" være vores første møde, selvom det var vores anden sag sammen efter 9 år, hvor vi ikke havde set eller skrevet til hinanden. Men selvfølgelig vidste jeg, at på et tidspunkt ville jeg møde Holmes igen, og det gjorde jeg jo i januar 1881 på St. Bartholomew’s Hospitals laboratorium i London, og dagen efter flyttede vi ind i nr. 221b Baker Street.
I det samme vi sad og snakkede om vores første og anden sag, kunne vi høre et togs trut, og vi vidste at vores tog var på vej ind til stationen. Kort efter kørte toget ind for at holde ved stationen. Holmes tog sit ur frem og rystede på hovedet.
"Toget er et minut forsinket Watson" og med det samme begyndte jeg at smågrine. Jeg kunne med det samme huske, at Holmes kunne jo køreplanen udenad, så min kære ven var stadig på toppen, selvom han havde trukket sig tilbage.
Vi gik ombord på toget og satte os ind i en rygerkupé, hvorefter toget begyndte at kører afsted med kurs mod Newhaven station.
Holmes puttede sin tobak ned i sin merskumspibe, tændte den og begyndte at ryge på den, mens jeg tog en af mine cigarer frem og tændte den. Under hele togrejsen sad vi og snakkede løs om alt muligt, mens vi røg.
Men som sælvanlig brugte Holmes sin meget stærke tobak og jeg begyndte at hoste, da jeg fik noget af piberøgen galt i halsen. Derfor skyndte jeg at åbne kupévinduet halvt på klem.
"Jamen dog Watson, er De blevet forkølet?" spurgte Holmes. Jeg vendte mig om og satte mig ned. "Holmes, De ved jo godt at den tobak De bruger nu, er så stærk, at den river mig i halsen, hvis der ikke kommer frisk luft." Holmes lænede sig tilbage, lukkede sine øjne og røg videre på sin fødselsdagspibe, mens jeg sad og læste i en bog, jeg havde med.
Efter en times togrejse, nåede vi endelig til Newhaven station. Vi skyndte os at få fat i en droske, som kunne køre os ned til havnen til dampskibet som skulle sejle os fra Newhaven til Dieppe. Og vi nåede faktisk kun lige at komme ombord på dampskibet Norwood, inden de begyndte sejle, så vi var ret heldige.
Men i de 2 timer som sejlturen varede, var Kanalen ret barsk og dampskibet vippede så meget op og ned, at jeg blev så søsyg. Jeg måtte tilbringe det meste af tiden med at kaste op udover rælingen, hvorimod Holmes som var søstærk, sad indenfor og røg løs på sin pibe.
Endelig da vi nåede Dieppe havn ved 20 tiden om aftenen, var jeg lykkelig over at få fast grund under mine fødder, og Holmes klappede mig på skulderen.
Efter en kort gåtur til Dieppe station, skyndte jeg mig at bestille to billetter til en togrejse til Hamborg i Tyskland, da Holmes havde fortalt mig, at vi skulle overnatte i Hamborg og forsætte til København tidligt næste dag.
Med toget fra Dieppe, kørte vi igennem Belgien, Holland og vi nåede til Hamborg banegård ved 22 tiden, og vi overnattede på et fint hotel midt i Hamborg.
Da vi nåede op til vores værelser, faldt jeg næsten i søvn med det samme, da jeg havde lagt mig i sengen, mens Holmes sad oppe i sin seng og læste mit brev fra von Bülow, mens han stadig røg på sin pibe.
Da klokken var omkring 5 om morgenen, blev jeg vækket af Holmes, som var fuldt påklædt og havde et lys i en lysestage i sin hånd.
WATSON, SÅ ER DET PÅ TIDE AT STÅ OP!
SIDNEY PAGETS TEGNING
FRA THE STRAND I SEPTEMBER 1904
"Watson, så er det på tide at stå op, jeg har været nede og hente morgenmad til Dem, så hvis De skynder Dem at spise Deres morgenmad, så kan vi lige nå 5:30 toget til Fredericia".
Så jeg skyndte mig at få tøj på og spise min morgenmad, hvorefter vi skyndte os afsted ned til Hamborg banegård. 20 minutter senere ankom vores tog til Fredericia og vi skyndte os at stige ombord og satte os til rette i vores rygekupé.
Inden Holmes skulle til at tænde sin pibe, skyndte jeg mig at åbne kupévinduet halvt på klem, og jeg satte mig til at læse videre i min bog.
"Hvad er det for en spændende bog, De læser Watson?"
"Den handler om Københavns historie, den er virkelig spændende, tænk Holmes vidste De at byen København blev grundlagt af...." Holmes afbrød mig midt i det hele.
"Roskildebiskoppen Absalon Assersen".
Jeg kiggede forbavsede over på Holmes, mens han blot smilede til mig.
"Jeg tillod mig at læse lidt i Deres bog i nat Watson, og desuden læste jeg udlandsk historie på Cambridge i mine unge dage".
Jeg var meget overrasket over at Holmes havde læst udlandsk historie i sine unge dage, men jeg kunne stadig lære flere ting om min gamle ven Sherlock Holmes, selvom jeg havde kendt ham i årevis.
Så ankom vi til Fredericia banegård og Holmes havde forklaret mig at vi skulle skifte tog. Han bad mig om at skynde mig med at bestille to billetter til København, for så ville han tage sig af vores kufferter.
Men da jeg kom ud til banegården og havde hentet vores billetter, så jeg til min store skræk, at vores tog var ved at køre. Holmes stod ved den åbne kupédør og råbte til mig, at jeg skulle skynde mig.
Så jeg løb og løb så hurtig mine ben kunne bære mig, selvom toget så småt havde sat sig i bevægelse.
Da jeg nåede op til kupédøren, hvor Holmes stod, rakte han sin hånd ud til mig, og da jeg lavede et mindre spring, fik jeg fat i Holmes' hånd, hvorefter han trak mig ind i vores togkupé og lukkede døren.
"Jeg er ved at blive for gammel til den slags" sagde jeg helt forpustet til Holmes, og satte mig ned.
Holmes klappede mig på skulderen og roste mig for min præsentation. Han satte sig ned over for mig og kiggede i en rejseplan, som jeg havde købt inde på billetkontoret i Fredericia.
"Det ser ud til vi skal sejle to gange Watson, først skal vi sejle med dampfærgen Prins Christian fra Fredericia til Middelfart, så skal vi køre gennem Fyn og så skal vi igen sejle, men denne gang med dampfærgen Christian 9. fra Nyborg til Korsør. Ifølge rejseplanen, så skulle vi gerne ankomme på Københavns Hovedbanegård omkring kl. 16:43.”
Holmes havde ret, som altid, præsis kl. 16:43 ankom vi til Københavns Hovedbanegård. Da vi stod af toget, kiggede jeg rundt omkring for at få øje på nogen der skulle hente os, men der var rigtig mange mennesker på banegården.
Men så hev Holmes mig i min venstre arm og pegede over mod to mænd, der kom gående mod os.
Begge mænd var klædt i sorte frakker og høj hat. Den ene mand var ung, mens den anden var noget ældre, gråhåret og gråt fuldskæg.
"Mr. Sherlock Holmes og dr. Watson?" sagde den unge mand spørgende til os.
"Ja det er os" sagde Holmes.
"Jeg er justitsminister Frits Bülow og dette er politidirektør Eugen Petersen, vi har ventet på Dem med længsel. Hvis De herrer vil være venlig at følge efter os, så vil vi køre afsted i politidirektørens automobil ind til hotel D'Angleterre".
Vi tog vores kufferter op og fulgte efter von Bülow og politidirektøren, hvorefter vi steg ind i politidirektørens meget fornemme automobil.
Mens vi kørte afsted i politidirektørens automobil, kiggede jeg ud på gaderne i København, de mindede ret meget om Londons gader, men her var der sporvogne blandt den tætte hestetrukkede trafik, og nogle få automobiler som kørte gennem gaderne.
Endelig nåede vi frem til vores hotel, da vi steg ud af automobilen, kunne jeg se at det var et meget stort og fornemt hotel, og kiggede ud på gaden.
"Hvad hedder dette område hr. Bülow?" spurgte jeg.
"Dette er Kongens Nytorv dr. Watson og hvis De kigger derfor til højre, der er Det Kongelige Teater, Danmarks fornemmeste og flotteste teater med alt fra ballet til skuespil i første klasse. Og lige her overfor er Charlottenborg, som er landets førende udstillingsbygning til alle former for kunst", sagde Bülow ret stolt til mig, og hjalp os ind med vores kufferter.
Holmes vendte sig mod politidirektøren med et nysgerrigt blikt, kunne jeg se på ham.
"Det er en Knox M Limousine 1909, ikke sandt Petersen?". Jeg kunne straks se på politidirektør Petersens ansigt, at han var helt overrasket.
"Helt præsis mr. Holmes, jeg købte den for 2 år siden, men hvordan vidste De at hvilken automobil det er?" spurgte Petersen, og lignede et stort spørgsmålstegn.
Holmes smilede til mig og så hen på politidirektøren og sagde:
"Jeg studerer udenlandske automobiler i min fritid, når jeg ikke passer mine bier min kære politidirektør, og desuden står automobilens navn og modelnavn forneden af trinet".
Mens vi gik ind på hotellet, fortalte justitsministeren mig en del om hotellets historie, bl.a. at den danske og meget kendte digter og forfatter H.C. Andersen havde boet her en enkelt gang i 1860. Desuden fortalte han så at finansfyrsten C. F. Tietgen havde overtaget hotellet i 1872 og havde gjort dette hotel til et af Europas førende hoteller.
Da vi havde fået vores nøgler til vores værelse, trak Bülow både mig og min ven i ærmet.
"Mr. Holmes og dr. Watson, vi har en meget vigtig aftale her præsis kl. 18 og ....." Holmes afbrød ham.
"Naturligvis har vi det Bülow, hvis De og politidirektøren blot venter her et øjeblik, så skynder Watson og jeg at skifte til noget mere fornemt end vores normale engelske hverdagstøj".
Og herefter skyndte vi os op til vores værelse med store skridt, hvor vi skyndte os at skifte tøj til kjole og hvidt.
Da Holmes og jeg kom ned igen i forhallen, var klokken helt præsis 17.45, så vi skulle skynde os ud til politidirektørens automobil, og afsted kørte vi gennem Københavns gader.
Under hele køreturen tænkte jeg på hvor vi nu skulle hen, siden vi var iklædt kjole og hvidt.
Efterhånden kørte vi ned ad en gade, som jeg fik lige et enkelt blik af gadeskiltet, Amaliegade, hed gaden vi kørte ned ad nu, og så jeg kunne se forude at der var en stor kolonnade med 8 store romerske søjler, som vi kørte igennem, og kom ud på en ottekantet plads.
Jeg vendte mig straks om mod Holmes, inden jeg nåede at åbne munden sagde Holmes:
"Jo Watson, dette er Amalienborg Slot, det lader til vi skal på kongeligt besøg", og vi kørte lige ind gennem porten til palæet, som jeg fik at vide af Bülow hedder Christian 9.s palæ.
Automobilens dør blev åbnet af en kongelig lakaj, og vi fulgtes med von Bülow og politidirektøren op af en meget lang trappe til 1. sal i palæet.
Da vi var nået helt op til 1. sal, stod endnu en kongelig lakaj ved en stor dør, som nok førte ind til de kongelige gemakker.
Lakajen bankede på døren 3 gange og åbnede døren for os, vi kom ind et kæmpe stor rum, meget højt i loftet, hvor rummet var meget smukt indrettet med store malerier på væggene og meget flotte møbler.
Ved den store kamin i den fine sofa, sad to uniformerede herrer, som rejste sig, da vi kom ind.
Den ene herre var en lille ældre mand på omkring 60-70 år, som havde et lille fint overskæg og så træt og lidt bleg, mens den anden herre var meget høj, jeg vil tro han mindst var 2 meter høj, på omkring de 40 år. Han havde et tykt overskæg og så ud til at være en militærtype, da han stod helt ret op, som jeg vidste at militærfolk fra min tjenestetid i Indien opførte sig på en ret streng facon og kølig måde.
Bülow og politidirektøren bukkede, da justitsministeren brød stilheden.
"Deres majestæt, Deres kongelige højhed, må jeg præsenere mr. Sherlock Holmes og hans kollega dr. Watson"
Holmes trådte frem og bukkede, hvorefter jeg trådte frem og bukkede det fornemmeste som jeg kunne.
Straks kunne jeg genkende de to uniformerede herrer fra mit billedleksikon med kongelige, det var hans majestæt kong Frederik 8. og hans ældste søn kronprins Christian.
Kongen bad mig og Holmes om at tage plads i sofaen over for dem, mens von Bülow og politidirektøren satte sig på nogle stole, som lakajerne havde sat frem til dem.
"Mr. Holmes" sagde kongen "vi er så glade for De og dr. Watson er kommet, og håber at De kan hjælpe os med denne frygtlige affære".
Kongen rakte min ven et brev, "også konvolutten Deres majestæt", sagde Holmes venligt til kongen.
Holmes tog sit forstørrelsesglas frem og undersøgte konvolutten meget grundigt.
"Hmm interessant, brevet er sendt fra et posthus på togstrækningen Ålborg/Fredericia den 31. december 1910 om formiddagen og så vidt jeg kan se på håndskriften, så er det en person er der vant til at omgås pen og blæk. Watson vil De være så venlig at læse brevet højt", og Holmes gav mig brevet, hvor jeg kunne læse følgende:
"Allernådigste Konge! Forhold, som jeg ikke er herre over, byder mig at meddele Deres majestæt den tunge tidende, at Deres majestæts liv er i den allerstørste fare.
Nogle Fortvivlede mennesker for hvem alle hæderlige veje til at nå frem til tålelige livsvilkår synes spærrede, har besluttede sig til forinden de opgiver alt håb, at henvende sig til Deres majestæt med bøn om lån af en sum på 10.000 kr, med denne sum vil de ovennævnte søge ved hæderligt arbejde at skabe sig stillinger på anden side af havet; og når de frem som de har agt og vijle til, så vil de succesivt forrente og afdrage det lånte beløb og forblive Deres majestæt tro og taknemmeligste undersåtter.
Men vil Deres majestæt ikke i et og alt bevilge dem deres anbringende, så tager de inden tvivl Deres majestæts liv. Denne beslutning er edfæstet, og kan ikke rokkes.
Og i hvad Deres majestæt så måtte foretage for at krydse den, så kan muligt derved opnåes nogle dages frist; men eksekutionen er uundgåelig og enhver hindring vil kun bidrage til at gøre denne voldsommere og mere omfattende. Ethvert forsøg på at efterspore gerningsmændene forinden eksekutionen er fuldbyrdet, vil være forgæves, og det mindste forsøg i den retning vil øjeblikkelig føre til eksekutions fuldbyrdelse.
Vil Deres majestæt frelse sit og eventuelt fleres liv, må derfor nedstående betingelser fuldt og helt opfyldes:
1. En bevilling i angivne øjemed på 10.000 kr. at udbetale kontant og under den form og på det tidspunkt, som nærmere måtte blive opgivet.
2. Deres majestæts kongelige æresord for, at man afstår fra ethvert direkte eller forsøg på at efterforske gerningsmændene.
3. I dagbladet Politiken for 3. januar 1911 leder Deres majestæt indrykke en annoncekorrespondance sålydende: Homo. Fremsendte andragende bevilliget. Beløbet vil blive tilstillet under de ønskede vilkår. Løfte om ubetinget diskretion afgives herved på æresord.
Til slut en forsikring om, at den gentagelse af en sådan henvendelse aldrig vil finde sted. Det er og bliver fortvivlede menneskers sidste fortvivlede forsøg på at bevare Deres og Deres familiers selvstændighed. Men skal de slås ned. så skal landets konge og førstemand bløde og bøde med dem.
Allerunderdanigst Homo."
Jeg var rystet over at læse dette trusselsbrev, tænk at nogen ville dræbe Danmarks konge, hvis de ikke fik de 10.000 kr, jeg kiggede hen mod Holmes, han så ret alvorlig ud.
Da jeg kiggede over mod majestæten, så han helt ligbleg ud, som om han havde set et spøgelse. Men jeg kunne godt forstå, at kongen var bange for at nogen ville snigmyrde ham og muligvis også hans familie.
"Deres majestæt, sagde jeg "er alt vel?".
"Det er mit helbred dr. Watson, jeg har dårligt hjerte og i min hverdag som landets regent, er jeg jo slet ikke vant til at mine undersåtter sender trusselsbreve til mig, hvor man oven i købet truer mig og familie på livet". Kronprinsen gav sin far et glas vand og klappede ham let på skulderen, men så selv ret alvorlig ud, dog ikke så skræmt og bange som kongen var.
"Ja det er.., sagde Holmes pludselig "en ret alvorlig sag og dette trusselsbrev er vor eneste spor at gå efter, jeg går vel udfra politidirektør Petersen at De og landets politi har arbejdet meget tæt sammen med denne sag?"
"Rigtigt mr. Holmes, justitsministeren sendte straks et fortroligt brev til min kollega politimester Svendsen i Århus, plus også et brev til overlægen på Sindssyge-Anstalten ved Århus om hvorvidt en patient skulle ha sendt dette brev. Men efter overlægens brev, som ankom den 5. januar, viste det sig ikke at være tilfældet, så derfor kontaktede jeg min udlandske kollega inspektør Lestrade fra Scotland Yard om Deres adresse mr. Holmes Men jeg fik deres ven dr. Watsons adresse i London, da vi er på bar bund i denne sag.
Vi har jo ikke noget rigspoliti som De har Scotland Yard ovre i England, så vores store håb til Dem og naturligvis også Dem dr. Watson er om De kan hjælpe os med at fange denne gale gerningsmand".
Holmes lænede sig tilbage i sofaen et øjeblik og kiggede hen på os alle sammen.
"Hvad får De ud af brevet Watson?" og han tager brevet ud af mine hænder.
"Tja efter jeg har gennemgået brevet og efter de faktaer vi har fået Holmes, så tror eller retter mener jeg at også, at brevskriveren er vant til at omgås pen og blæk, og denne brevskriver er ikke nødvendigvis en person der er sindssyg, men blot er en mand med familie, som gerne vil rejse ud af Danmark og derfor har brug for disse 10.000 kr". Holmes klappede i sine hænder.
"Det må jeg nok sige min kære Watson, denne gang har De virkelig overgået Dem selv, jeg er imponeret over Dem" sagde Holmes med en meget venlig tone, når jeg engang imellem kunne bruge mine egne detektivevner og smilede varmt tilbage til Holmes og lænede mig tilfreds tilbage i sofaen.
"Tja mine herrer, sagde Holmes, "jeg tror ikke vi får opklaret denne sag, ved blot at sidde med hænderne i skødet, så jeg tror det er bedst vi tager afsted nu til politihovedkvarteret".
Og det blev vi enig med Holmes om, så vi tog afsked med kongen og kronprinsen, og kørte afsted mod Københavns politihovedkvarter.
Da vi nåede frem til politihovedkvarteret og steg ud af automobilen, så jeg med det samme at det var en kæmpe stor bygning vi skulle ind i. Bygningens font lignede jo et romersk tempel med 6 kæmpestore søjler som bar det store tag og der stod
"MED LOV SKAL MAN LAND BYGGE" ovenover de store søjler.
Politidirektøren kunne se på mig, at jeg var meget imponeret over dette bygningsværk.
"Ja dr. Watson Domhuset er jo et meget imponerende bygningsværk, her har Københavns politi haft deres hovedkvarter siden 1815, kom mine herrer, lad os gå ind og få varmen på mit kontor". Og politidirektøren viste os vej, men inden vi skulle til at gå ind, tog justitsministeren afsked med os og sagde, at han virkelig håbede på vi med hjælp fra politiet kunne opklare denne frygtlige sag, da han frygtede for kongefamiliens liv.
Både politidirektøren, Holmes og jeg gav justitsministeren hånden, og justitsministeren gik ned ad gaden.
Så fulgtes mig og Holmes sammen ind på Domhuset med politidirektøren i spidsen.
Da vi var kommet indenfor i Domhuset, var det faktisk næsten som at være i de gamle romerske templer i det gamle Rom, som jeg havde læst og lært om i min skoletid.
For i Domhusets hal var der enormt højt til loftet, og jeg må have faldet i staver for pludselig råbte Holmes: "Watson, kommer De i dag?"
Jeg blev løsrevet fra min tankeverden, vendte mig om og skyndte mig at småløbe op ad de store trapper, som førte op til 1. sal, hvor politidirektøren og min gamle ven stod vendtede på mig med længsel.
Da jeg var nået op, klappede Holmes mig på skulderen, mens politidirektøren så lidt vred ud over at vente på mig.
Så gik vi ned ad en meget lang og hvid gang, og videre ind af en stor sort dør, som førte ind til politidirektørens private kontor.
Da vi var kommet indenfor på politidirektørens kontor, hængte politidirektøren først sin brune diplomatfrakke op på sin stumtjener, mens Holmes og jeg hængte vores sorte diplomatfrakker op bagefter. Holmes satte sig til rette på en træstol, som stod tæt på det store brune egetræsbord der var politidirektørens skrivebord.
Jeg kiggede mig lidt omkring på kontoret og observerede, at politidirektørens kontor var meget fornemt indrettet.
Der var hvide vægge, hvor der hang store og små malerier med landskaber, som blandede sig med store fotografier af fornemme politibetjente i fuld politigallauniform. De havde en masse ordner på deres brystlommer og uniforms jakker.
Så disse fotografier kunne jeg regne ud, at det må have været politidirektørens forgængere gennem årene, der hang rundt omkring på kontorets vægge. Foroven over hans kontorstol på væggen hang der et kæmpestort farvemaleri af kong Frederik 8.
Det var et meget smuk maleri, som en maler havde lavet af den danske konge, som jeg selv synes virkede ret venlig, men selvfølgelig var kongen også meget skræmt af dette afpresningsbrev.
Politidirektøren satte sig til rette i sin store kontorstol og så temmelig misfornøjet hen på Holmes, som straks kiggede hen på politidirektøren.
"Ja mr. Holmes, sagde politidirektøren pludselig med barsk tone, "der er slet ikke de store kendsgerninger eller spor at gå efter i denne sag, så jeg tror faktisk ikke vi har brug for Deres såkaldte berømte deduktionsevner, som skulle have gjort Dem berømt rundt i Europa.
Faktisk talt betragter jeg hele denne sag som grov spøg og ikke noget for Københavns politi at spille sin tid med. Men bevares hvis hr. Bülow ville spilde tiden med hjælp fra en amatørdetektiv fra England, som faktisk var det land var ansvarlig for tabet af vor kære Norge og vores flåde under Napoleonskrigene".
Inderst inde brændte mit blod af raseri, da denne højrøvede københavnske politidirektør haglede ned på min kære vens gode ry og rygte. Holmes var i mine øjne den største detektiv i verden, som jeg nogensinde havde kendt, og jeg var meget stolt af at være hans trofaste følgesvend og krønikeskriver gennem mange år.
Jeg havde mest lyst til slå ham, men da jeg gik med store skridt hen til skrivebordet, stoppede Holmes mig på en blid måde, da han kunne mærke på mig, at jeg var meget vred på hans vegne.
Holmes lænede sig tilbage i stolen og lukkede sine øjne, og nu vidste jeg uden tvivl at han ville sætte sine evner på prøve, da han sagde med en bestemt tone:
"Ud over de umiskendelige fakta, at hr. Petersen en tid har været kropsarbejder, at han bruger snus, har været gift i minst 40 år, at han er frimurer, at han har været i Kina, og at han bruger det meste af sin tid på skrivebordsarbejde, og det er faktisk alt det jeg kan slutte mig til ved en betragning af hans ydre".
Politidirektør Petersen der rejste sig med et sæt fra sin store kontorstol.
Nu var hans blik mere blid og fuld af total nysgerrighed over min vens utrolige deduktionsevner, for jeg tror bestemt at han følte sig som en slags forsøgkanin.
"Hvordan i alverden ved De alt det fra mr. Holmes?" spurgte en meget nysgerrig politidirektør, som gik rundt om det store skrivebord og hen til Holmes og mig selv.
"Det er faktisk fuldstændig rigtig nok, for jeg begyndte i min korte ungdom som skibstømrer" sagde politidirektøren og kløede sig i nakken.
Holmes rejste sig op fra stolen, smilede varmt til mig og tændte sin pibe og så hen mod os.
Så sagde han med den kendte stemme, som jeg selv kendte, når han havde en i fuldkommen opmærksomhed.
"Deres hænder røber Dem, min herre. Deres højre hånd er ikke så lidt større end Deres venstre hånd. De har tydeligvis nok arbejdet mere med den hånd, for musklerne er meget mere udviklede i Deres venstre hånd".
"Nå, men hvordan vil De så forklarer med snuset og frimureriet?"
"Nu er det ikke for at fornærme Deres intelligens hr. Petersen, ved at fortælle Dem hvoraf jeg kan se Deres snusæske på skrivebordet og Deres ordens strenge regler - bærer en brystnål med frimurerordenens bue og kompas" sagde Holmes, og tog en dyb indåndning af sin pibe, hvorefter der kom en stor røgsky ud af hans læber.
Jeg smilede til ham og begyndte at smågrine inden i mig selv ved at se Holmes bruge sine observationsevner og komme til sine berømte konklusioner, som jeg havde beskrevet massevis af gange i mine utallige fortællinger om vor livs lange venskab, når vi endelig havde en sag, der skulle opklares.
Politidirektøren lignede et stort spørgsmålstegn i ansigtet, kunne jeg tydeligt se på ham.
"Javist, naturligvis....øhhh, det huskede jeg ikke helt. Nå, men så med skrivearbejdet og hvordan De ved at jeg har været gift i mindst 40 år mr. Holmes?" sagde politidirektøren på en lidt barsk tone, som var et tegn på at han ikke var tålmodig.
Holmes sendte en del røgskyer ud af sine læber fra piben og sagde:
"Hvad andet kan man få ud af den kendsgerning, at et stykke på 5 tommer af Deres højre frakkeærme er slidt alderes blankt, og at det venstre har en skinnede plet lige ved albuen, netop på det sted, hvor De støtter armen mod skrivebordet.
Og kendsgerningen med deres ægteskab, læste jeg i Deres biografi for nogle år siden, da jeg går op i en del med Europas politidirektører, og Deres vielsesring er der tydelig tegn på at den har siddet på Deres ringfinger i mindst 40 år."
Politidirektøren klørede sig endnu mere i nakken og lignede snart en mand, der ville overgive sig og sagde så: "Nå javel ja, men så Kina?"
"Den tatovering af en fisk der lige over Deres højre håndled kan kun været lavet i Kina. Jeg har beskæftiget mig med en del med studiet af tatoveringer, og har faktisk bidraget en smule til litteraturen om dette emne. Den behandlingsmåde, der er anvendt for at fiskeskællene den særlige fine rosa-farvetone, kendes kun i Kina. Og desuden når jeg ser en kinesisk mønt hænge og dingle ved Deres urkæde, bliver sagen jo endnu mere ligetil".
I det samme begyndte jeg at smågrine og kunne tydelig huske, at Holmes kom til de samme konklusioner i sagen om De rødhåredes forening.
Politidirektøren klappede i sine hænder for Holmes og sagde: "Det må jeg nok sige mr. Holmes, jeg har minsandten aldrig hørt noget lignende!" Og rakte sin hånd frem til Holmes som tegn på undskyldning. Holmes gav ham hånden og de begge to satte sig ned på deres stole igen.
Mens Holmes og politidirektøren snakkede om de få kendsgerninger der var i selve denne afpresningssag, så så jeg mig lidt mere omkring i dette flotte og store kontor, som næsten var på størrelse med min lille lejlighed i London.
Bag politidirektøren var der store vinduer på omkring 2 meter høje, som havde god udsigt udover store dele af Nytorv. Så jeg kiggede ud og kunne se en del mennesker i alle aldre gå forbi denne store romerske bygning, som Domhusets byggestil var.
Jeg havde faktisk inden i mig selv, en mærkelig fornemmelse om, at jeg var en helt ukendt person i denne gamle danske hovedstad, men det var jeg jo også.
Jeg vendte mig en hel omgang og fik øje på tre store sølvarkivskabe, der stod tæt ved det store skrivebord og så hen mod politidirektøren, der sad og osede løs på en mørkebrun og ret fed cigar.
"Hvad er der i disse arkivskabe hr. Petersen?" spurgte jeg fuld af nysgerrighed.
Men inden han nåede at åbne munden og lægge cigaren fra sig, sagde Holmes dette.
"En fuldkommen fortegnelse eller oversigt over alle de uopklarede kriminalsager i landet gennem de sidste 20 år".
Både politidirektøren og mig selv fik øjne så store som tekopper og hang med munden nede, som et tydeligt tegn på at Holmes havde vores opmærksomhed til fulde.
Holmes lænede sig tilbage i sin stol, og røg lidt på sin pibe, inden han kom med et af sine mest utrolige konklusioner, som jeg indtil nu ikke havde oplevet.
"Om lidt vil De sige at svaret er så latterligt enkelt min kære Watson" sagde han venligt til mig, mens jeg blot rystede på hovedet af min berømte ven.
"Det tvivler jeg meget stærkt på Holmes" sagde jeg med en selvsikker stemme.
Holmes rejste sig op, mens han smålo en smule af mig og sagde følgende.
"Min kæreste Watson, vi har jo næsten kendt hinanden i 40 år, og De har været min eneste ven jeg kunne betro mig til".
Jeg blev lidt skuffet inden i mig selv, dog ikke at han værdsatte mit trofaste venskab med ham og sagde dette til ham.
"Der fik jeg Dem min kære Holmes for en gang skyld, Deres bror Mycroft betroede De Dem til mere end mig, dengang med Moriarty-sagen i 1891.
Og Deres bror kender jo Dem noget bedre end jeg selv gør" sagde jeg måske nok på en grov facon, da jeg var blevet til vred på min gamle ven Holmes.
"Hids Dem dog ned, sagde han til mig på en blød facon,"Mycroft er jo dog min egen kødelige broder og min eneste levende slægtning tilbage i England, da vores ældste bror blev myrdet af en af Moriartys håndlangere i 1888, da han prøvede at opklare mordene i Whitechapel for mig. Men da jeg traf og lærte Dem at kende på Brompton drengeskolen i London fra december 1871, vidste jeg med det samme at De havde et bedre hjertelag end min bror".
Han smilede varmt til mig og sendte flere piberøgskyer ud af sin mund.
Politidirektøren rømmede sig højt og sagde: "Mr. Holmes, De har stadig ikke forklaret Deres gæt på indholdet i mine personlige arkivskabe". Holmes lod som ingenting, da politidirektøren igen var uvenlig i sin tone og sagde blot:
"På alle arkivskabenes 6 skuffer i alt, står der årstal på et lille hvidt kort, som tegn på at hver skuffe indeholder 50 sagers indholdsfotegnelser. Grunden til at disse 3 skabe kun indeholder fortegnelser er, at hvis politidirektøren skulle have alle landets kriminialsager fra de sidste 50 år, så skulle der mindst være 100 arkivsskabe, som kun politiets arkiv har plads til i denne bygning, og en vigtig ting for verdens politidirektøre er, at de har krav på at have 3 arkivsskabe med mindst 50 sagers indhold, da det er et statsligt krav til politiet over alt i verden.
Så derfor min kære Watson er svaret så enkelt og simplet".
"De havde ret Holmes og jeg tager hatten af for Dem endnu engang" sagde jeg og begyndte at smågrine igen, mens politidirektøren var meget overrasket over Holmes' konklusion med arkivsskabene.
"Må jeg have lov at kigge i en af skufferne hr. Petersen?" spurgte Holmes politidirektøren, som gav ham lov med det samme.
Jeg gik med over og kiggede over Holmes' skuldre, mens han gennemgik indholdet i en af de dybe skuffer med f.eks. sagsmappen fra 1891-1911, for det var nemlig den stor mappe, Holmes trak op fra skuffen.
Holmes tog den store mappe hen til det store skrivebord. Jeg kunne se på ham at mappen var tung, da han barer den med begge hænder med et fast greb og lagde den forsigtigt ned på skrivebordet og gik straks igang med at gennemgå mappens indhold.
Holmes fik straks øje på en sag, som han læste højt:
"Svindel-sagen fra Husmoderens Blad den 21. december 1910, hmmm interessant, med at svindle med indholdet i en pakke til en husmor i Odense og forbindelse med et firma i Århus, hvor både Odenses og Århus' politimestre lavede en grundig efterforskning og opklarede sagen i fællesskab med håndskriften fra en postarbejder i Århus ved byens posthus. Virkelig interessant må jeg sig hr. Petersen, glimrende dansk politiarbejde, det må jeg sige" sagde Holmes til politidirektøren, som ikke forstod Holmes' interesse i den sag.
Mr. Holmes, hvad har denne svindelsag fra Odense med denne afpresningssag mod hans majestæt kongen?!" spurgte politidirektøren.
Jeg kunne se på politidirektøren at han blev meget ophistet, men Holmes tog en side ud fra denne sags indhold og lagde den foran politidirektøren.
"Jeg vil se denne postarbejders håndskrift, for ser jeg denne mands håndskrift, kan hans majestæt og den kongelig familie være hel tryg og rolig for denne afpresningssag, så vær venlig at ring til politimesteren i Odense, med det samme hr. Petersen" sagde Holmes med en alvorlig tone lige i ansigtet på Københavns politidirektør, som blev helt paf og satte sig ned i lænestolen.
Hr. Petersen greb efter et kort stykke tid, sin telefon og drejede et par gange drejeskiven på telefonen, hvor der gik et stykke tid, hvorefter politidirektøren sagde:
"Hallo frøken, De taler med politidirektør Petersen i København, jeg skulle gerne tale med politimesteren i Odense på telefonummer 78....tak skal De frøken".
Holmes og jeg selv satte os ned på stolene, mens Holmes røg lidt videre på sin pibe, mens jeg sad og var meget spændt på denne telefonsamtale, da politidirektøren brød tavsheden.
"Hallo.....er det politimester Charles Tamm i Odense jeg taler med...dav Charles det er din klassekammerat Eugen fra 2. klasse i København, ja det er længe siden, snart 50 år siden, forresten Charles, jeg har besøg af detektiven Sherlock Holmes fra England og han er interesseret i at få sagen fra jer i Odense med den svindelsag om husmoderens Blad i december 1910......ja kan I ikke sende den fortroligt anbefalet i dag herovre til mit kontor i København?..........................Tak skal De ha Charles....farvel farvel" og politidirektøren lagde telefonens hørerør ned på plads, og satte telefonen hen på sin plads på det store skrivebord.
"Jeg kontakter jer to imorgen mr. Holmes og Dem doktor på jeres hotel om selve sagens udvikling, tak for i dag og farvel" sagde politidirektøren, og tog en stor avis frem og begyndte at læse i den.
Vi rejste os op, tog vores frakker, og gik ud af Domhuset.
Vi tog sporvognen tilbage til Kgs. Nytorv og jeg gik tidligt til ro, men jeg ved ikke rigtig med Holmes, kun at han trak sig tilbage til sit værelse, og spillede halvdelen af natten på sin violin.
Tidligt næste morgen da vi var nede og spise morgenmad på vores hotel i København, kunne jeg se på Holmes, at han var meget utålmodig med besked fra politidirektøren.
"Holmes, tag nu og spis lidt morgenmad, hr. Petersen skal nok komme med besked til os i dag om selve den sag du har bedt om" sagde jeg i en fastholdende tone, men Holmes var langt væk i sin tankeverden, og røg løs på sin pibe.
Da vi eller rettere sagt jeg havde spist min morgenmad, kunne jeg godt mærke at min mave ikke var vandt til dansk morgenmad.
Vi besluttede os til at tage en lille rundtur i København, og gav besked til personalet på hotellet om at vi sluttede vores rundtur ved statuen af Absalon ved Højbro Plads, hvis nu der skulle komme nogen beskeder fra politiet.
Da det var koldt den formiddag, havde vi begge taget vores varme frakker på, og selvfølgelig havde Holmes sin skotskternet-grågrønne inverness-jakke og sin skotskternede-grågrønne deerstalker-hat på.
Vi hilste på en del folk, da vi gik rundt i Københavns gader, idet den københavnske befolkning uden tvivl vidste hvem vi var.
Jeg havde læst i en københavnsk avis med titlen, Politiken, om vores ankomst til København, selvom Holmes havde forlangt at vores besøg ikke skulle være kendt.
Da vi endelig nåede frem til den flotte statue som skulle forestille Københavns grundlægger biskop Absalon, hørte vi et højt trut fra en bil, og da vi vendte os omkring, så vi politidirektørens automobil kom kørende og stoppede lige foran os. Politidirektøren åbnede sin automobils højre bildør helt op og råbte, på grund af den hårde vind og storm.
"Mr. Holmes og dr. Watson, skynd Dem ind, jeg har nyheder til Dem mine herrer!!" sagde politidirektøren, og vi skyndte os ind i automobilen, den kørte straks af sted, efter jeg havde lukket automobilens dør.
Politidirektøren overrakte Holmes en kæmpestor mappe, som han straks åbnede med det samme.
Efter en kort pause, hvor politidirektøren og jeg selv ventede meget utålmodigt på hvad Holmes fik ud af denne, for mit personlig velkommende, helt ukendte sag, som slet ikke havde nogen forbindelse med det kommende attentat mod den danske konge. Men så brød Holmes den larmende tavshed, og sagde efter han havde kiggede med sit forstørrelseglas på nogle papirer.
"Her har De Deres gerningsmand hr. Petersen, det er den 24 årige Ejnar Hans Peter Hansen Olesen fra Hadsten, som er postarbejder i denne by i Jylland.
Han var søn af en Moriartys topfolk i pengeafpresning".
Både politidirektøren og jeg selv sad med øjne og munde åbne så store som tekopper, men Holmes ville dog ikke snyde os for sin opdagelse og sagde:
"Her kig med forstørrelsesglasset nærmere på Olesens håndskrift på de papirer fra Odense-sagen og så selve afpresningsbrevet, der er slet ingen tvivl om det er Deres mand i denne sag" og Holmes lænede sig tilbage og tændte sin pibe.
"Så hvis De vil være så venlig at køre os til hotellet, så vil vi være Dem taknemlig hr. Petersen, for vi har en lang rejse hjem" sagde jeg i rolig tone, da jeg vidste at nu skulle jeg overtale og sørge for at politidirektøren ikke begyndte at spørge for meget.
Holmes sendte mig et varmt blik og nikkede stille og roligt.
Men før da vi skulle stige ind i toget, sagde Holmes til politidirektøren:
"De behøver ikke at bekymre Dem om min andel i sagen, De og Københavns politi får æren af at have opklaret denne sag, så De behøver slet ikke at nævne mit navn i denne sag, blot fortæl aviserne, at vor besøg i Danmark var et lynbesøg for at hilse på Danmarks konge.
For mig var det blot en fornøjelse at hjælpe Dem på vej, farvel og tak. Hils hans majestæt Kongen og især justitsministeren". Herefter lukkede Holmes kupédøren i og toget begyndte at køre langsomt ud af Københavns Hovedbanegård.
Jeg begyndte med det samme at nedskrive de endelige notater om vores danske eventyr, mens Holmes lænede sig tilbage og faldt stille og roligt i søvn.
For som Holmes havde forklaret mig i flere år, med tiden kommer svaret eller svarene på alting.
Eller som Holmes har sagt flere gange til mig: “Hvor du har elimineret al hvilke er umuligt Watson, så er der ikke mere hvilke rester , hvordan end usandsynlig, må det være den sandhed”.
